Da V.N.I’s fodboldhold i serie 5 i aftes havde afslutningsfest i Sognehuset i Vester Nebel, skulle det ske med manér. Der skulle grilles, og det skulle være på landets største grill, som en af spillerne på holdet selv har været med til at bygge.
Grillen blev oprindeligt sponseret af Tulip, der havde sikret sig, at de unge mænd, der var med til at fremstille grillen, skulle rejse land og rige rundt, og grille, som et reklamefremstød for Tulip. Men den del af aftalen satte finanskrisen en bræt stopper for. Så grillen kom aldrig i tjeneste under Tulip.
Men den 3500 kilo tunge grill, der er indregistreret og monteret på en trailer med bremser, er blevet brugt flittigt i de to år den har eksisteret.
- Vi fik ideen til grillen i et festligt lag efter en masse øl, og så gik vi ellers i gang med at bygge grillen, der er designet, så den ligner en gyllevogn, siger Jess Stage Andersen med et smil.
Han er omgivet af flere assistenter, mens han er ved at tænde op i en lille del af den store grill.
Grillen, der er udstyret med hydraulik til såvel det enorme låg som det store grillspyd, er bygget på en gård ved Gredstedbro, med assistance fra Hvamø i Vester Nebel, der er specialister i ladvogne og hydraulik.
Grillen er vist nok Danmarks største
- Vi ved der er nogen, der har lavet en kopi. Men før den blev lavet, var det landets største, siger Jess Stage Andersen med en vis stolthed.
Flere billeder på jv.dk/esbjerg.